EU - Imperiet slår tilbage

EU - Imperiet slår tilbage
Imperiet slår tilbage
EU - Imperiet slår tilbage

EU's mangel på fleksibilitet giver Italien ingen chancer.

Systemet EU er et ufleksibelt, eurokratisk, topstyret, centralistisk og ikke mindst kommunistisk apparat med en uigennemskuelig, socialistisk planøkonomi.

Italien historisk
Firenze, Italien. Vugge af demokratiet og stedet, hvor vores nuværende finans-systeme startede for mere end 500 år siden. 

Historiske poeter som Dante, arkitekter som Brunelleschi, innovative bankfolk som Medici familen eller genier som Leonardo DaVinci og Michelangelo kommer allesammen fra denne ene by: Firenze.
Drevet af demokratisk velstand istedet for diktatorisk grådighed lykkedes det for den lille republik, at blomstre i flere hundrede år, mens resten af europa haltede i det mørke middelalder. Firenze havde "Forinten" en anerkendt, 1:1 guldstandard møntfod, som fungerede i sin tid som den førende valuta i store dele af Europa.

Italien i dag
I dag er Italien et af de centrale lande i EU-projektet og var i sin tid, sammen med Tyskland og Frankrig, et af de drivende krafter bag EU.

Italiens monetære system har i FIAT-valuta tider altid været til grin. Når vi som børn rejste med Tjæreborg til Rimini pakkede vi altid en trillebør med i kufferten...der skulle jo være plads nok til de mange Lira vi skulle medføre. 

Vi skal lige huske, at der før den monetære Union i EU også var en politisk union (som er forsvundet nu).
Den monetære union skulle stille krav...urimelige krav, som et land som Tyskland knap nok kunne opfylde, mens Italien slet ikke var økonomisk gearet til Euroen.

Men...de italienske politikere ville så gerne være med i klubben. Klubben af de systematisk voksende nationer, som kunne klare mosten. Den hårde kerne af den sande europæiske ond: Euro-landene.

Hvad gjorde Italien for at være med  i Euro-zonen?
De lovede EU guld og grønne skove omkring hvordan de ville strømligne deres økonomi. 
Koste det hvad det vil. De skulle bare være med.

Hvad gjorde Italien for at overholde det lovede ?
Alt hvad der var politisk og økonomisk muligt, som var desværre langt fra tilstrækkeligt og har i dag ført til, at alle de gamle partier er forsvundet. Ligaen, som tidligere hed LigaNord kører showet og afspejler et af Italiens største interne problemer: Regional stolthed.

Folk fra Firenze hader dem fra Piza, Nord hader i fælleskab Syd, men en vigtig ting kan alle Italiener blive enige om: De skal ud af EU og få deres suverænitet tilbage.

Imperiet (EU) slår tilbage
EU løser problemer som de altid gør: De straffede og straffer Italien, ligesom de gjorde med Grækenland.
Svage EU-lande skal betale mere, mens stærke EU-lande med fuld beskæftigelse, som f.eks. Tyskland, bliver belønnet med lavere afgifter. 
Det er et haltende system, som aldrig kan fungere i det lange løb. 
Man kan jo ikke bekæmpe en gigantisk ungdoms-arbejdsløshed i Italien, Grækenland, Frankrig, Spanien, etc. ved at opkræve flere penge fra disse lande, som de ikke har.

Hvordan går det i Italien p.t.?
Italien har nu ca 30% arbejdsløshed blandt de unge og EU har gjort det faktisk umuligt for en ung italiener at starte egen virksomhed. Eurokratiet i landet med de 10.000 regler får iværksættere og entreprenører til at kaste håndklædet i ringen inden kampen er begyndt.

De fleste politikere i Italien er i 30erne, dvs. de repræsenterer den arbejdsløse, mest frustrerede gruppe mennesker i landet. De er ikke på kompromis-kurs overfor EU og EU har ingen fleksibilitet til at møde Italien på et niveau, hvor alle kan være med.

Facit:
Italien er det andet eksempel efter Grækenland der viser, at EU-projektet skal reformeres og blive fleksibel i en fart, hvis de kommende monetære og menneskelige massakre i Italien skal stoppes og hvis EU har interesse i ægte, økonomisk fælleskab.

Italien er splittet mellem EU-fans og EU-hader, ligesom de fleste europæiske lande, men fakta er, at en europæisk union uden Italien er det sikre dødsstød til projektet. Et alternativ kunne være, at Italien forbliver fuld medlem af EU, men udenfor Euro-zonen.  

De helt unge italienere føler sig europæisk og her ligger fremtidens håb. EU kan og burde vise fleksibilitet og ansvar her.